Kære medlem i afdeling A.
Vi har lige et par informationer samt andet som vi gerne lige vil dele med jer.
Klipning af hæk og træer.
Bestyrelsen vil gerne lige takke for at “alle” har taget opgaven seriøst og fulgt vores opfordring til at få klippet jeres hæk og træer ind så de flugter med lygtepæle på lige numre og at stierne er de anskrevet 3,5 meter brede så køretøjer og maskiner m.m kan komme rundt. Vi er ikke i mål endnu, men det ser lovende ud.
Man må gerne lige huske på at vi har regler der foreskriver en maksimal højde på 1,5 meter ud til stierne og 1,8 meter ud mod ringvejen, villakvarter og gangstier i foreningen. Dette skal overholdes, da vi ellers kommer til at opleve udfordringer når gravemaskinerne skal svinge rundt og kunne arbejde effektivt. Så næste bliver at få klippet jeres hække ned i den anviste højde, og så holde hæk og træer klippet ind hele sæsonen.
Genåbning af Indkørsel fra Veststien.
Der har floreret mange rygter om at den ville åbne her i starten af juli. Hvor disse rygter er kommet fra ved vi ikke, men vi er løbende i dialog med folk der står for letbane projektet og de informerer os om at dette tidligst sker til August. Så undlad venligst at ringe til kommuner og andet for at få information om dette. Vi skal nok melde ud så snart vi får informationerne.
Entreprenøren og byggepladsen
Det er desværre kommet os for øre ved vores byggemøder at man ikke helt har forstået at Afdeling A, B og C, er en byggeplads. Vi har fået lov til at opholde os imens Naturstyrelsen får lagt dræn og kloak ned ( andre steder lukker de hele området af og ingen adgang). Det betyder at vi spiller efter deres regler og retningslinjer og arbejdsplan.
Så man holder ikke og dytter efter arbejderne, eller parkerer hvor man har lyst til eller på anden måde forstyrre dem i deres dagligdag. Hvis ikke folk kan affinde sig med at vente til man kan komme videre eller skulle finde en alternativ parkeringsplads, så ender det med at vi må afslutte sæsonen og bede medlemmerne om at tage hjem og så lukke hele området af så de kan arbejde i fred og ro.
Det håber vi inderligt ikke behøver ske, da det godt burde kunne fungere at vi er her uden at genere arbejderne i deres hverdag. Oplever i udfordringer af en hvilken som helst karakter i forbindelse med projektet, så kontakt bestyrelsen, så skal vi nok tage det op med dem og finde en løsning.
Brovej/Nørrevangen
Entreprenøren, Naturstyrelsen og rådgiverne har besluttet at man flytter en pumpestation for at undgå at skulle lukke hele Brovej af under etableringen af den strækning. Det betyder at man når de skal i gang, ikke længere kan holde langs vejen på Afdeling A´s side. Der vil komme yderligere om hvornår dette vil ske. Umiddelbart omkring september/oktober. Det betyder også at alle de træer og buske der er langs vejen ind til have loddets hække vil blive fjernet, da området skal graves op. Vi arbejder på at se hvilke buske og træer det giver mening at bevare, ( grave op og deponere) så de kan indgå i den endelige reetablering af området når vi er færdige. Parkering indtil dette sker, skal være således at man ikke holder ude på det asfalterede område. Kan man ikke være der med sin bil, så må man finde et andet sted at holde.
Grus og huller
Det er kommet grus og der er stadig en masse tilbage. Der er desværre også stadig en masse huller at fylde. Så smut op forbi pladen med en trillebør, en trailer eller andet og få fyldt de huller ud for jeres havelod. Hvis alle gør det, så er der ingen huller i vejene. Gruset vi har fået denne gang er mindre sten og er derfor meget effektivt til mindre huller, men kan også anvendes til store huller. Undlad at smide jord og andet i, det bliver bare endnu værre.
Ferielukket – kontor og kontakt.
Bestyrelsen havde i går sidste tirsdags åbent på kontoret, og næste gang bliver 02 august 2022 kl. 18:00 – 19:00. Vi er fortsat at træffe på mail og i foreningen. Der har været lidt diskussion omkring svartid på mail m.m. hvor der har været den opfattelse at man kan forvente svar straks eller samme dag man skriver. Dette kan man ikke. Godt nok er vi hurtige og effektive, men det er når vi har tid at vi svarer. Så for at ingen føler sig overset, er der besluttet at der som udgangspunkt kan forventes en svartid på 2-4 dage. Der vil også blive aktiveret et autosvar der bekræfter modtagelsen af din henvendelse.
Rødt kort – Bestyrelsen har været fordi
Der har været delte meninger omkring vores nye tiltag for at komme i dialog med medlemmer efter et besøg uden at træffe nogen på grunden. Vi vil i fremtiden lave nogle særskilte kort i forbindels med ting som klippe hæk og andre mindre ting som vi gerne vil i kontakt med folk omkring. Oprindeligt var de røde kort tænkt som en måde at skilte med at vi har været fordi da vi ikke kan komme i kontakt via mail, telefon omking mere verserende sager med enorme konsekvenser til følge. F. eks, restance, tvangssalg, eller andet. Det er desværre stadig en del udfordringer med at komme i kontakt og dialog med enkelte medlemmer i foreningen og det “røde kort” har vist sig at være yderst effektivt værktøj. Vi gør det ikke for at genere nogen, det er for foreningens bedst at vi får skabt kontakt og dialog så vi kan finde en fælles løsning.
Hussalg samt overdragelser.
VI har rigtig mange sager pt og arbejder på højtryk på at få dem alle ekspederet så hurtigt det er muligt. Vi vil dog gerne lige opfordre at ønsker man at sælge, så skal man forberede sin ansøgning og sørge for at have alt klar, da det gør processen meget nemmere for alle. 1. sørg for at alle bygninger er lovlige på grunden. 1 få lave en EL-attest så den er klar. 3. udfyld alle dokumenter i finder inde på hjemmesiden. Ejererklæring, Opsigelse, løsøre liste m.m. 4. indhent en tinglysning 5. udfyld ansøgningen på hjemmesiden og vedlæg billeder til salgsannoncen, samt kort beskrivelse af huset og haven og alle de anførte dokumenter. Når vi modtager alle dette, så kan vi bestille vurdering og få sat huset til salg via ventelisten eller overdrage via familie. OBS: har man dispensationer fra kredsen eller tidligere bestyrelse er det yderst vigtigt at man vedlægger disse, da de indgår i sagen og sparer os for en masse arbejde. Bestyrelsen kan ikke give nye dispensationer og ønsker man dette, skal det sendes til bestyrelsen der derefter sender det videre til kredsen som sender det til kommunen til godkendelse. Det er en længere proces, så dette skal være afklaret inden man ønsker at starte en overdragelses eller salgsproces.
Fedtboden
Ønsker man at stå for denne en lørdag, så kontakter man bestyrelsen via mail, senest onsdag/torsdag, så vi kan nå at handle og gøre klar, man får så koden til nøgleboksen og kan så åbne lørdag.
Fester og arrangementer.
Ønsker man at holde en fest i foreningen, et arrangement eller andet, så skriv til bestyrelsen med din ide, et budget og andet, så vil vi kigge på det og se hvad der er muligt.
Pt er der En sommerfest med mad og musik, En fælles fisketur, og efterfølgende mad og fest i fælleshuset, Banko hver måned, Loppemarked på fællespladsen og En reception i forbindelse med årets præmiehaver på programmet. Der kommer mere info herom så snart det er styr på datoer m.m.
Palmehaven.
Som der blev besluttet på GF i år er der afsat lidt midler til at renovere Palmehaven, og dette arbejde er så småt gået i gang. Fællesarbejde startede med at rydde området og gøre klar til renoveringen. Der har også været et ønske om at man kunne mødes derude et par gange om ugen og nyde en kold fra køleskabet. Vi er i gang med at planlægge og se på mulighederne med de frivillige der har meldt sig til dette.
Til sidst vil vi bare ønske jer alle en rigtig dejlig sommer, vi takker for alle frivillige som har været med til at holde forskellige arrangementer i foreningen og vi håber at se en masse til de kommende arrangementer i foreningen. Det er dejligt at se at der er kommet en ro over vores foreningen, og at det virker til at det egentligt går meget godt 🙂
God sommer
Bestyrelsen