mar
20

Statusskrivelse marts 2024

Kære alle medkolonister.

Vi havde håbet at der ville være en repræsentant til stede fra Naturstyrelsen i forbindelse med vores årlig GF her på søndag, men det lader ikke til at de er interesseret i at be eller afkræfte det, så vi antager der ikke kommer nogen.

Vi vil her komme med en kort status på entreprisearbejderne i H/F Sommerhuskolonien Afd. A, B og C

Vandprojekt
Som tidligere udmeldt, er der opstået uenigheder med entreprenøren om bl.a. forsinkelsen.

Af eksempler på uenigheder kan nævnes:
– Entreprenøren mener sig berettiget til ekstrabetaling vedrørende forsinkelsen.
Vores advokat mener ikke entreprenøren har ret til ekstrabetaling, da forsinkelsen skyldes entreprenørs forhold.
– Vores advokat er nervøs for, om flere af de kontroller, vi betaler entreprenøren for at udføre, overhovedet er blevet udført.

For at sikre, at alt foregår efter de gældende regler og aftaler, har vi hyret juridisk bistand i form af en advokat, som gennem et stykke tid har varetaget vores interesser i sagen.

Der arbejdes fortsat på at finde en mindelig løsning med entreprenøren, så de måske opstarter deres arbejde igen. Der er dog efterhånden en stor risiko for, at sagen skal afgøres i retten, hvis der ikke findes en mindelig løsning med entreprenøren.

Kloak- og drænprojekt
Vi har gennem mange måneder forsøgt at få nogle svar fra Naturstyrelsen og vi har gennem lang tid forsøgt at få et møde i stand med dem, så vi kan få svar på alle de spørgsmål vi har.

Eksempler på vores mange spørgsmål er:
Holder tidsplanen fortsat?

I Nyhedsbrev fra Entreprenøren december 2023 fremgår, at de forventede at være tæt på afslutning af projektet start april 2024. Det mener vi er urealistisk og er særdeles nysgerrige på, hvornår de så, realistisk, forventer at være færdige.

Holder økonomien?

  • Vil vores veje og stier være farbare i 2024 sæsonen, for alle – og ikke kun dem med god ekstraordinær balanceevne og waders?
  • Vi tvivler stærkt på, at vores veje og stier alle vil være farbare, sådan som det ser ud derude nu.

Ovenstående er blot for at nævne nogle af de mange spørgsmål vi har til Naturstyrelsen.

Vi har holdt møde med kolonihaveforbundet, for at få dem til at hjælpe med at presse på overfor Naturstyrelsen.

Det lader til, at vi nu måske skal holde et møde med Naturstyrelsen og Kolonihaveforbundet d. 5. eller 10. april 2024, men den endelige mødedato er ikke bekræftet, da mange mennesker skal have deres kalender til at gå op. Vi har forsøgt at få mødet i stand tidligere, så vi kunne have nogle svar klar til generalforsamlingerne, men det har desværre ikke været muligt.

Når vi ved noget mere relevant og konkret, vil vi naturligvis vende retur herom.