Kloak og dræn samt hovedvandledning og tilslutninger 2025

Kære alle medkolonister

Vi vil her kort redegøre for den aktuelle status vedrørende kloakprojektet. Formålet er også at imødegå eventuelle rygtedannelser og give jer et lille indblik situationen.

Rødovre Kommune
Vi har hørt, at flere har været i kontakt med Rødovre Kommune. Det er vigtigt at understrege, at Rødovre Kommune ikke har indflydelse på de interne aftaleforhold mellem Naturstyrelsen, Kolonihaveforbundet og Sommerhuskolonierne Afdeling A, B og C.

Når de venlige medarbejdere hos Rødovre Kommune forsøger at besvare spørgsmål, der reelt vedrører de interne forhold mellem Naturstyrelsen, Kolonihaveforbundet og Sommerhuskolonierne, har de ikke det fulde overblik. De kan derfor, også af den grund, hverken tage stilling til eller afgøre, hvornår der er opnået enighed om eksempelvis tilslutning, eller hvem der er forpligtet til hvad i disse interne aftaleforhold.
Vi ved, at medarbejderne hos Rødovre Kommune svarer i god mening. Men det er ikke noget, de har indflydelse på – og de bør derfor ikke forholde sig hertil. Ellers risikerer vi desværre, at der opstår vildfarelse blandt medlemmer, som har været i kontakt med kommunen.
Som vi har skrevet ud adskillige gange: Vi skal nok give skriftlig besked til alle medlemmer, så snart vi har noget konkret at melde ud.

Status på drøftelserne med Naturstyrelsen (NST): Status er pt., at Naturstyrelsen fortsat har som mål at overdrage det fulde ansvar for drift og vedligehold af kloakken til os som haveforeninger.

Vi er meget opmærksomme på de risici, en sådan overdragelse indebærer – herunder risikoen for at overtage eventuelle fejl og mangler i anlægget, eller problemer med driften, hvis kun få er tilsluttet (f.eks. tilstopning, lugtgener eller skader på pumper mv. ved lav gennemstrømning).
Vi mener umiddelbart ikke, at NST har hjemmel i lejekontrakten til at vælte et sådan drift og vedligeholdelsesansvar over på os.

Uenighed om udgiftsfordeling og økonomisk risiko: Vi er fortsat ikke enige med NST om den fremtidige udgiftsfordeling. Vi er bekymrede for, om NST vil forsøge at vælte alle projektets udgifter over på os medlemmer – også de store merudgifter, der kan skyldes den måde, projektet er blevet håndteret på af NST selv, deres entreprenør og/eller rådgivere. Projektet er som bekendt blevet både markant forsinket og dyrere end oprindeligt budgetteret.

Der udestår diverse andre uafklarede forhold, som vi insisterer på at få fuld klarhed over, før vi som bestyrelser kan anbefale noget som helst vedrørende tilslutning til hovedkloakken.

Vent venligst med at tilslutte jer, indtil vi har haft et møde med Naturstyrelsen og har et mere afklaret billede. Vi anbefaler kraftigt, at I afventer med at etablere kloakledninger fra jeres huse frem til skelbrønden. Vi havde foreslået et møde i uge 24, hvilket NST desværre ikke kunne nå.

Næste skridt i processen: Planen er nu, at Kolonihaveforbundet (som er den formelle lejer af arealet) skal koordinere med os (HF A, B og C) for at afklare den videre proces. Vi afventer Kolonihaveforbundet melder en dato ud, vi havde foreslået indeværende uge, med det kunne forbundet ikke.
Vi har senest foreslået Naturstyrelsen et forhandlingsmøde i uge 26 og afventer deres tilbagemelding på, om dette kan lade sig gøre, og om de inden da kan fremsende den nødvendige dokumentation, vi har efterspurgt.

Forventet tidslinje og medlemsinddragelse: Vi forventer desværre først at have mere konkret klarhed over situationen og de økonomiske konsekvenser et stykke inde efter sommerferien, medmindre der sker et gennembrud inden da. Skulle der ske væsentlige udviklinger før, vil vi straks vende tilbage med en opdatering. Det kan også blive relevant at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvis der på et tidspunkt foreligger et konkret aftaleforslag eller andre forhold, som kræver medlemmernes beslutning. Men mere om det, når vi er klogere på sagens udvikling.

Afslutningsvis vil vi gerne understrege, at vi som bestyrelsesmedlemmer er lige så ivrige efter at kunne tage de nye kloakledninger i brug, som mange af jer også er. Samtidig er det vores absolut vigtigste opgave at sikre, at vi som forening og I som medlemmer ikke påtager jer en uoverskuelig økonomisk risiko, hverken på den korte eller den lange bane. Vi skal nok vende hurtigst muligt ud, når proces omkring tilslutning mv. er afklaret.

Vi takker for jeres tålmodighed og forståelse.

Med venlig hilsen
Bestyrelserne for Haveforeningerne Afdeling A, B og C

Her kan du følge med i kloakering, vand og dræn projekt i foreningerne A, B og C.